pointing-finger-hand-banner-hand-1461659272Lok.jpg
 

FINAL CUT FOR REAL SØGER ENGAGERET PRAKTIKANT - FORÅR 2018

Er du vild med dokumentarfilm? Drømmer du om at lære at producere film? Er du interesseret i udvikling, produktion, markedsføring, distribution eller undervisning med udgangspunkt i film? Har du lyst til at arbejde internationalt? Så er Final Cut for Real garanteret et godt praktiksted for dig.

Filmselskabet Final Cut for Real leder efter en praktikant til at indgå i vores team på Østerbro i København. Du vil skulle udføre assisterende produktionsopgaver i forhold til de projekter vi har i udvikling, produktion eller distribution - dette kan være oversættelser, diverse kontoropgaver, medvirke til møder, udforme ansøgninger, arbejde med filmlancering, udarbejde undervisningsmaterialer og hvis muligt deltage i optagelser.

Der vil i perioden være mulighed for at få et kendskab til flere aspekter af udvikling, finansiering, produktion og distribution af dokumentarfilm samt en grundlæggende forståelse af vilkårene for drift af et uafhængigt film-produktionsselskab, der både opererer i et nationalt dansk mediebillede og indgår som aktiv partner i et internationalt netværk af filmproduktionsselskaber og distributører.

 Vi søger en studerende fra for eksempel film- og medievidenskab, dansk, antropologi, sociologi eller lignende. Du skal helst være i den sidste del af dit studie.

Gode sprogkundskaber og interkulturelle kompetencer er en fordel. Teknisk kunnen (fx AVID, Final Cut Pro, Davinci Resolve, Adobe Premiere) eller erfaringer fra frivilligt arbejde på for eksempel CPH:DOX eller egne produktioner på Filmværkstedet er en fordel, men ikke et krav.

Praktikperiode: Januar til juli 2018. Perioden kan justeres lidt, hvis nødvendigt, alt efter hvad der passer dig. Hvis du har mulighed for et helt års praktik ville det også være rigtigt dejligt.

Praktikken er ulønnet.

Ansøgningsfrist: 1. december 2017 - Kontakt: Maria Kristensen, maria@final-cut.dk



OM FINAL CUT FOR REAL
Final Cut for Real er et uafhængigt filmselskab, stiftet i 2009. Selskabet består af producerne Signe Byrge Sørensen, Anne Köhncke, Monica Hellström og Heidi Elise Christensen, samt postproducer Maria Kristensen og regnskabschef Korthe LundBarfod. Vores seneste film inkluderer prisvindende dokumentarfilm af Joshua Oppenheimer (de oscar-nominerede The Look of Silence & The Act of Killing) samt titler som Land of the Free, Death of a Child, The Human Scale, Life is Sacred, Pervert Park og Les Sauteurs. Vi har også co-produceret film som bl.a. Strong Island, Cairo Confidential, Shadow World: Bag om den international våbenhandel, TPBAFK: The Pirate Bay Away from Keyboard, Concerning Violence, 3D-serien Cathedrals of Culture samt børneserien SportKids. Vi har i øjeblikket film i produktion og udvikling i blandt andet Danmark, Sverige, Sydkorea, USA, Chile, Rwanda, Palæstina og Syrien.